Rådgiver for Sydkoreas præsident: »Det letteste ville være bare at bombe Nordkorea...«

Sydkoreas nye præsident vil til manges undren invitere Nordkorea til dialog. Trump trækker den anden vej.


Per Thiemann, 29.May 2017, Politiken

En mild majmorgen virker Seoul på ingen måde som en by, der ligger sølle 80 kilometer fra en af verdens mest truende atommagter.

Den sydkoreanske hovedstads rolige rytme af søvnig biltrafik og smartphoneforgabte fodgængere minder snarere om en stærkt forvokset udgave af København. Man behøver imidlertid ikke bruge mange dage blandt millionbyens indbyggere for at indse, at Nordkoreas konstante trusler om død og ødelæggelse giver dagliglivet en bitter bismag.

»Hver dag hører vi om nye missiltest. Forestil dig, at det var sådan i Danmark«, siger Choi Jong-kun, lektor i statskundskab ved Yonsei-universitetet i Seoul.

Nordkorea gennemførte sidste år 24 test af missiler, hvoraf nogle angiveligt kan udstyres med atomsprænghoveder. I år er det i skrivende stund blevet til 9 missiltest - den seneste i nat dansk tid - og en test af et system til nedskydning af fjendtlige fly så sent som i går. Styret i nord siger ofte og åbent, at testene udføres, for at man kan angribe, hvis omverdenen og Sydkorea i særdeleshed ikke gør, som Nordkorea vil.

I lyset af den tiltagende nordkoreanske aggressivitet undrer iagttagere verden over sig i disse uger over, at sydkoreanske vælgere tidligere på måneden valgte Moon Jae-in som ny præsident. Den 64-årige centrum-venstre-politiker har som erklæret mission at mildne forholdet til fjenden i nord ved at række hånden ud og indbyde til forhandlinger og samarbejde.

Den strategi står i skarp kontrast til, at Sydkoreas skiftende konservative regeringer gennem de seneste 10 år har håndteret truslen fra nord ved at lukke ned for dialog og samarbejde over grænsen. Sideløbende har FN brugt sanktioner til at forsøge at presse Nordkorea.

Kritikere beskylder den nye præsidents linje for at være et knæfald for Nordkorea. Moons synspunkt er omvendt, at man er nødt til at prøve noget nyt for at mindske frygten for angreb nordfra.

Det fortæller Choi Jong-kun, som i årevis op til præsidentvalget har været en nær rådgiver for den nyvalgte præsident, Moon Jae-in.

»Vi bliver nødt til at komme til et punkt, hvor vi ikke længere behøver at bekymre os om krig hele tiden«, siger han.

Opgaven kompliceres dog af, at USA’s nye præsident, Donald Trump, trækker i den modsatte retning. Som reaktion på Nordkoreas seneste missiltest har den amerikanske præsident i den forgangne uge skabt opsigt ved at advare om, at han ikke vil afvise at bruge sine atomubåde og hangarskibe mod Nordkorea.

»Vi har en særlig situation nu, fordi USA har en meget uforudsigelig leder«, medgiver Choi Jong-kun.

Han sætter imidlertid sin lid til, at et kommende topmøde mellem Trump og Moon kan skabe en fælles kurs. Her er det afgørende, at rollerne bliver byttet om, så USA ikke længere dikterer linjen.

»USA må indtage en støttende rolle, mens vi tager initiativet. Sikkerheden for det sydkoreanske folk skal bestemmes af Sydkorea«, siger Choi Jong-kun.


En sky gik for solskinnet i 00’erne

Det er ikke første gang, at Sydkorea forsøger at tage brodden af Nordkoreas fremfærd ved at indbyde til dialog. Fra 1998 til 2008 forsøgte Sydkorea at nærme sig naboen i nord med en metode, som blev kaldt solskinspolitik. Det gik bl.a. ud på at give økonomisk støtte for at hjælpe det forarmede Nordkoreas sultende befolkning.

Solskinspolitikken førte til et historisk topmøde mellem præsidenterne fra nord og syd. Sydkoreas daværende præsident, Kim Dae-jung, modtog i 2000 Nobels Fredspris for indsatsen.

I 2006 led politikken et alvorligt tilbagefald. Det kom frem, at Nordkoreas daværende leder, Kim Jong-il, havde fortsat udviklingen af et atomprogram, som landet ellers havde lovet at indstille som led i samarbejdet. Læren fra 00’ernes nedtur betyder, at man må gå endnu mere forsigtig frem denne gang, erkender Choi.

Særligt, fordi man endnu ikke ved ret meget om Nordkoreas leder, Kim Jong-un.

»Vi kan ikke springe tilbage til solskinspolitikken, før vi ser, hvilke visioner om atomnedrustning og fred Kim Jong-uns Nordkorea har«, siger Choi Jong-kun.

Han understreger, at Moon på ingen måde gør sig forestillinger om, at det på få år vil lykkes at få Nordkorea til at droppe sine atomvåben.

»Vores tilgang må være en kombination af fortsatte FN-sanktioner og en vilje til at forhandle. Vi vil ikke tillade militære træfninger, og vi vil straffe Nordkorea for sådanne. Men hvis de vil tale, vil vi imødekomme det«.

At en ny solskinspolitik skulle være vejen frem er en konsekvens af, at alle andre muligheder er værre, mener Choi:

»Ved at gøre ingenting fremmer vi lige nu atomvåben i Nordkorea. Sanktioner alene har ikke virket«.

»Men hvad er de andre muligheder? Det letteste ville være bare at bombe Nordkorea og være ligeglad med de 23 millioner mennesker, der bor der. Men selvfølgelig kan vi ikke det. En anden mulighed er at invadere Nordkorea, men prognoser viser, at det vil resultere i omkring 4 millioner dødsofre. En tredje mulighed er at forsøge at ramme alle deres atomvåben på en gang, men vi ved ikke, hvor de alle befinder sig«.

Choi ser ingen andre udveje end at forsøge at forhandle med Nordkorea.

»Fordelene ved den tilgang er, at mens de forhandler, provokerer de os ikke. Vi vil samtidig lære om deres tankegang og opbygge viden om dem. Det ville være en enorm fordel i forhold til de seneste 10 år, hvor vi kun har kunnet forestillet os, hvad Nordkorea mon tænkte på«.

Det vil være et stort incitament til samarbejde for Nordkoreas nye leder, at han kan få lidt penge i sit lands slunkne kasse.


Arabisk forår i Nordkorea

»Nordkoreas ledere er slemme, men de er ikke skøre. De er blot lidt paranoide, og vi er nødt til at få dem til at føle sig trygge«, siger Choi Jong-kun.

Hans teori er, at hvis først styret i nord slapper af, vil Nordkoreas underkuede civilbefolkning kunne lave en forandring indefra – meget lig forløbet op til det arabiske forår i Nordafrika.

»Den revolution kom, da diktatorerne følte sig trygge nok til at tillade Facebook og Twitter at være åbne. Langsomt førte det til forandringer. I dag er de diktatorer væk«.

Teorien om, at dialog kan føre til nordkoreansk oprør og dernæst genforening med syd, har imidlertid sine svagheder, mener andre.

»Et oplagt spørgsmål er, om det nordkoreanske regime vil opleve et oprør indefra, som man så det med det arabiske forår. Men i Nordkorea er der ikke noget egentligt civilsamfund, alternative politiske partier eller andre organiserede grupper, som kan gøre oprør«, siger Danmarks ambassadør i Korea, Thomas Lehmann.

En vigtig forskel er, at eliten i Pyongyang er mindre tilbøjelig til at forsøge at skabe forandringer, fordi styret sikrer elitens privilegier, påpeger Lehmann. Og styret plejer en stikkerkultur, som afholder kritiske kræfter fra at organisere modstand.

»Det er for regimet et spørgsmål om overlevelse«, siger Thomas Lehmann.

Moon har desuden meget andet på sin liste, som har højere prioritet end en ny Nordkorea-politik.

»Moon blev valgt på løfter om indenrigspolitiske forandringer mere end på sine løfter om at forbedre forholdet til Nordkorea. Vælgerne vil mere måle ham ud fra hans succes med at skabe jobs og lave økonomiske reformer. Arbejdsmarkedet og uddannelsessystemet er blandt de mest centrale temaer i Sydkorea nu«, siger Thomas Lehmann.

En yderligere forhindring er, at mange ikke er henrykte over udsigten til de enorme udgifter, som en eventuel genforening med nord vil føre med sig.

»De økonomiske problemer, vi så ved genforeningen af Øst- og Vesttyskland, er betydelig mindre, i sammenligning med, hvad Den Koreanske Halvø kunne stå over for«, siger Thomas Lehmann.


More...